Hvorfor vælge mig?
Mariane Kiel Nielsen
Jeg er vokset op i et stærkt kristent/missionsk miljø, som jeg har forladt som voksen for en del år siden. Jeg har dog ikke forladt min familie, som jeg holder meget af. Alligevel har det vist sig, at den bagage jeg har med – på godt og ondt – har haft stor indflydelse på min måde at være i verden på. I april 2020 var jeg med i et afsnit af podcasten Udstødt, hvor jeg fortæller lidt om min rejse i og væk fra det det religiøse miljø.
Jeg har de senere år haft samtaler med en del mennesker, som har oplevet det samme eller noget lignende, og som har haft brug for hjælp til at finde ud af hvem de selv er – uden religionens dogmer og/eller mere eller mindre direkte eller subtile sociale kontrol.
Jeg er gift, og min mand og jeg er forældre til et voksent barn, der er nonbinært og som lever og færdes i lgbt+miljøet. Det betyder, at jeg har haft lgbt+temaer tæt inde på, og jeg har de senere år fået en nysgerrighed og en forståelse for, hvordan det er at være i en krop, som man føler ubehag ved. Jeg er åben og undersøgende, og jeg ser positivt på seksuel og kønslig diversitet.
Jeg har gennem mange år arbejdet med børn og deres forældre i skole, i dagtilbud og inden for specialområdet. Det betyder, at jeg stor erfaring med og en bred indsigt i, hvordan jeg kan hjælpe børn ved at hjælpe deres forældre.
Der findes ikke perfekte forældre, men der findes forældre, som kan komme i tvivl, om de gør det rigtige.
Det at få et barn med diagnoser og/eller funktionsnedsættelser sætter forældrene på en stor opgave, som til tider kan være umenneskelig. Man kan opleve sorg over at få et barn, der ikke lever op til den drøm om et barn, som man havde. Den sorg fortjener at blive kigget på, selvom det kan føles skamfuldt.
Mit CV
Uddannelses og beskæftigelsesbaggrund
- Uddannet lærer i1987, og har arbejdet som lærer i 21 år primært inden for normalområdet. Jeg har undervist på alle klassetrin, dog mest på mellemtrinet. Jeg har også undervist i modtagerklasser.
- Efter en periode med alvorlig stress, har jeg arbejdet som dagplejer i kommunalt regi.
- Jeg har arbejdet som pædagog i daginstitution (Læreruddannelsen blev af BUPL godkendt som pædagoguddannelse i 2021).
- Arbejder pt. som pædagog i en aflastningsinstitution for børn med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.
- Jeg er uddannet psykoterapeut MPF fra PUC – Psykoterapeutisk Uddannelsescenter i september 2024 (fireårig uddannelse godkendt af Dansk Psykoterapeutforening).
Frivillige foreninger
- Har i et par år været engageret i Netværk for Flygtninge og Indvandrere i Gladsaxe
- Har over en årrække været engageret i foreningen Eftertro – Der er et liv efter troen
- Har pt. et samarbejde med foreningen LivsAnker – Fri af Negativ Social Kontrol
Etik og faglighed
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening kan derfor kalde mig psykoterapeut MPF, som er et kvalitetsstempel. Jeg lever op til foreningens etiske standarder og retningslinjer, herunder tavshedspligt, som jeg selvfølgelig tager meget seriøst.
Jeg holder mig fagligt opdateret ved at orientere mig i relevant litteratur og løbende deltage i kurser og efteruddannelser. Ud over det modtager jeg jævnligt supervision og sørger for fortsat at gå i egenterapi.